Vores historie
Team Change startede som en lille drøm mellem fire kvinder, der elskede at cykle, men manglede et sted, hvor de kunne gøre det sammen – i deres eget tempo og på deres egne præmisser. Hanne Malmberg og Henriette Rald var blandt de første til at sætte sig i sadlen, og det, der begyndte som en uformel cykeltur, voksede langsomt til noget større.
I dag tæller Team Change flere hundrede medlemmer, men ånden fra de første ture er stadig den samme: fællesskabet kommer før farten. Hanne og Henriette har gentagne gange fortalt, at det netop er trygheden og samværet, kvinderne sætter højest – ikke kun selve træningen, men hyggen, snakken og de gode oplevelser på cyklen.
Det er denne tilgang, der har gjort Team Change til et sted, hvor både nybegyndere og erfarne ryttere kan finde deres plads. Uanset om man kommer for at lære at cykle sikkert i felt, finde nye veninder eller bare komme ud og røre sig om mandag aften, er der plads til alle.
“I behøver ingen ringeklokke, for man kan høre jer, før man kan se jer.”
Vores mission
Foreningens formål er at skabe et trygt, inkluderende og motiverende cykelfællesskab for kvinder, hvor motion, fællesskab og socialt samvær forenes. Foreningen er åben for kvinder på alle niveauer, fra nybegyndere til erfarne ryttere, og arbejder for at fremme kvindecykling.

